“No just cause can be advanced by terrorism.”
Således ytrede Kofi Annan, efter 11. september 2001, en dato hvor ordet ‘Terror’ pludselig blev almindeligt i folkemunde. Tidligere havde det været noget man lærte om i skolen, eller som andre huskede fra 70′erne. Noget med Libyen, kaprede fly og bomber skjult i kufferter. Terror var ikke noget, som man på nogen måde bekymrede sig om i sin dagligdag.
Men pludselig blev det efterår. Folk blev dræbt. Almindelige folk. På kontorer, i byen, på vej til arbejde. I USA, i Spanien, i England.
På ganske få år er terror gået fra at være små notitser i udenrigssektionerne i aviserne, til at være noget vi alle sammen bekymrer os om i større eller mindre grad.
Og lad det så være startskudet til denne blog, hvor jeg, sammen med Anders, vil vende verdenssituationen. Mig, sofadansker på deltid og skabs-brokrøv, fra København, Danmark, og Anders, udlandsdansker og verdensmand, fra Cairo, Egypten.
Velkommen til!
Som dansker er jeg lynhurtigt blevet terrormæt. De fleste af os er fyldt til randen med terrorinformationer, og de færreste gør sig nogle videre foranstaltninger til daglig i forhold til terror. Den gængse opfattelse synes at være, at det sandsynligvis ikke sker for ‘mig’, og skulle uheldet være ude, så er der ikke meget jeg kan gøre.
Alligevel er der et enkelt sted, hvor terroradvarsler bliver taget alvorligt: Udenrigsministeriets terroradvarsler i forbindelse med rejser og ophold i udlandet.
Det er vel også ok. Der ikke noget ved at tage til Libyen med opfattelsen af et ferieparadis.
Det er naturligt, at når man drager ud i verden, så undersøger man de risici, der er forbundet med ophold i det pågældende land. Alligevel er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skal mene.
Jeg går for tiden og planlægger en tur til Egypten. Det burde der jo ikke være det store i, og gennem venner og bekendte hører jeg mange gode ting om landet. Men et smut forbi udenrigsministeriet oplyser at:
“Risikoen for terror er fortsat meget aktuel. Rejsende opfordres derfor til at udvise den største agtpågivenhed, særligt på steder, hvor større menneskemængder er samlet.”
Det er jo ikke just et salgsargument.
Men jeg kan ikke lade være at tænke over, om man overreagerer en smule. Jeg synes det er en smule frygtfremkaldende, og i mine øjne med til at påvirke turismen negativt.
Måske er det ok, måske skal det være sådan. Men det skræmmer mig nu alligevel. Ikke nok til at blive hjemme, men nok til at have terrorbilledet væltende rundt i hovedet og være på vagt… og det var måske det, der var meningen.
~ Charly
————
Jeg bor i Cairo, en af de største byer i verden. Indbyggertallet er anslået til at være et sted mellem 15 og 20 millioner. Det siger lidt om samfundet, når man arbejder med variabler, der er på størrelse med den samlede danske befolkning.
Jeg har boet her i fire måneder, og arbejder, primært, med flygtninge fra Afrika.
I midten af november modtog jeg en mail fra den danske amdassade, om at der var øget risiko for terror i lande, hvor al-qaeda var kendt for at operere. Som de fleste af jer nok ved, har der været flere bombeangreb i Egypten inden for de sidste 3-4 år.
Da jeg først læste mailen, kom jeg til at tænke tilbage på krisen med muhammedtegningerne. Jeg skulle på det tidspunkt have været på ferie i Egypten, men den blev aflyst på grund af frygten for angreb på danskere. Personligt var det ikke noget jeg frygtede, men min familie og vores rejseselskab så anderledes på det.
Jeg arbejder nu sammen med danskere, der var hernede under episoden, og ingen af dem lader til at have mærket noget videre til det. Lige bortset fra dem der arbejdede på ambassaden, som var totalt barrikaderet og bevogtet af en hær af politi.
Der var da også de obligatoriske boykots osv. i Egypten, men de er for længst overstået. Ganske få måneder efter var Arla tilbage på hylderne, og nu er det næsten en udfordring at prøve at finde mejeriprodukter, der ikke i en eller anden grad har forbindelse til Arla. Men grund til frygt for den personlige sikkerhed, har der ikke været hernede.
På den anden, og mere paranoide side, ville jeg være et oplagt terrormål. Jeg er kristen. Jeg er dansker. Jeg arbejder for den anglikanske kirke, som primært forbindes med USA, UK og Australien, som alle tre er dybt involveret i både Irak og Afghanistan. Jeg er udsendt af en forening, der nemt kunne (mis)fortolkes som missionerende, og mit andet job hernede er noget så tabubelagt som interreligiøs dialog. Et arbejde, der også nemt kunne forveksles med mission. Og til dem der ikke ved det, så er kristen mission forbudt ved lov i Egypten.
Set i lyset af dette, bekymrede jeg mig ikke videre over mailen fra ambassaden. Og det lader heller ikke til, at der har været grund til det.
Jeg lægger aldrig skjul på at jeg er dansker, på trods af at nogle har rådet mig til det, og det værste jeg har oplevet, er at folk har spurgt til min opfattelse af muhammedkrisen. Det er ikke had, men undren jeg støder på hernede, når der en sjælden gang er nogen, der reagerer i det hele taget.
Til gengæld oplevede jeg en del bekymring fra hjemmefronten. Der var flere fra min familie og vennekreds, der kontaktede mig for at høre hvad det nu var for noget, og om jeg så skulle sendes hjem, og om jeg nu huskede at passe på mig selv. Så et eller andet sted må man give terroren, at den virkede. Den virkede ikke på os hernede i Egypten, og nok heller ikke på særligt mange andre danskere i mellemøsten, men den virkede derhjemme. Jeg tror meget, det er sådan at terroren fungerer. Det er en tveægget økse. Nar den er reel, dræber den i hobetal af uskyldige mennesker, og når man bliver advaret om den, skaber den en frygt, der i sidste ende kan have mindst lige så forfærdelige konsekvenser.
Men man er nødt til at ignorere frygten. Man skal selvfølgelig ikke tage hovedet under armen, men hvis man giver efter for frygten, har man tabt. Så kan man lige så godt begynde at bygge beskyttelsesrum i kælderen, ligesom paranoide amerikanere gjorde under den kolde krig. Og vi skal også huske på, at Europa har haft sin del af terror. Og faktisk strækker det sig længere end til 70’erne, som Charly skriver. Så sent som i 1996 sad jeg i subwayen i London, hvor vi måtte passere to stationer på grund af bombetrusler fra IRA. Det var hverdagskost i England, og der var ikke en sjæl i hele verden, der ville tænke en ekstra gang over at tage en uges ferie i London.
Jeg vil slutte af med at sige, at jeg føler mig utroligt tryg i Cairo. Jeg kan gå på gaden på alle tider af døgnet, uden at rende ind i aggressive fodboldfans og rockere og indvandrerbander. Hernede er det eneste, der for alvor er farligt, trafikken. Ikke at der ikke er kriminalitet, eller at jeg skal forherlige den egyptiske samfundsmodel, men utryg føler jeg mig bestemt ikke hernede.
Det var ordene. Bloggen er skudt igang 
)
- Anders
