Danmark… på vej mod den tredje verden??

I det stille og fredelige Egypten, kan man af og til godt blive lidt chokeret, når man læser nyhederne.

Danmark er efterhånden blevet lidt en stående joke hernede, både blandt egyptere, men sådan set også blandt alle andre.

Tacklingen af episoden, med Muhammed krisen, blev hurtigt en pinlig affære for det danske diplomati. Hjemme i Danmark, valgte man ihvertfald at håndtere situationen, på en måde, som nok aldrig bliver et skoleeksempel, og vi fik sikret os en plads historien, som vi kan se tilbage på, med ca ligeså meget stolthed som Frankrig kan, mht. deres atomprøvesprængninger.

Et halvt år senere, var den så gal på Nørrebro. Igen blev situationen en verdenskendt begivenhed, og fik i løbet af et år, sat sig på verdenskortet som ’Europas sorte får’, som mine amerikanske venner og kollegaer kalder det.

Jeg har mange meninger om, hvad det er der er gået galt derhjemme, i begge tilfælde, men jeg vil ikke komme med dem her.

 

Nu sidder jeg så i Egypten, og mindes, hvordan folk hjemme i Danmark sagde: ”Pas nu på dernede Anders. De sprænger jo alting i luften, og skyder folk fra vesten, så snart de ser dem.”

 

Nu sidder jeg her så, som sagt, i Egypten, og læser de danske nyheder. Jeg sidder, som dialog medarbejder i Egypten, og tænker, hvor er det, der er behov for dialog?

 

Der er da også ballade i Egypten. Forskellige minoriteter af etnisk, religiøs, eller politisk art demonstrere på livet løs. Det varer dog sjældent mere end 20-30 minutter, så har politiet opløst balladen, og arresteret alle der bare lugter af, at være journalister. En svensker jeg kender hernede, endte med, at sidde på politistationen en hel dag, fordi han været i nærheden af en demonstration, og havde en mobiltelefon med kamera i lommen. Den har han i øvrigt aldrig set igen.

Det lyder chokerende, men samtidig også uhyggeligt tæt på, hvordan tingene så ud på Nørrebro for ca. et år siden.

 

Jeg syntes det er et foruroligende perspektiv, man sidder tilbage med, når man har været ude af Danmark, og set det med omverdenens øjne.

Vi gjorde gerne grin af franskmændene og balladen i Paris. Nu har jeg lige stået nede i receptionen på mit arbejde, hvor jeg blev mødt af en storgrinende tysker der udbrød ”I thought only the French were trying to destroy their country.”

 

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at det snart er omverdenen, der sender dialogmedarbejdere til Danmark.

Næstekærlighed?

Så blev det tid, til endnu et dobbelt indlæg.Charly og jeg er blevet enige om, at skrive om, hvorvidt man skal blande sig i andre folks liv.

Egentlig fortryder jeg det allerede, da jeg på det punkt, perosnligt lider af en dårlig samvittighed.
Det hele afkom sig, så vidt jeg husker, af at vi snakkede om religion. Jeg er kristen, Charly er ateist, og vi er derfor sjældent særligt enige, når det kommer til diskussioner omkring religion.

Det mest kendte bud i kristendommen, og det som for nogen, er hele essensen af kristendommen, er budet om næstekærlighed. Det er ihvertfald, for mit vedkommende, en fuldstændigt afgørende del af, hvad det vil sige at være kristen.
Vi sad og diskuterede, hvorvidt man har ret/pligt til, at blande sig i, hvad andre folk mener. Jeg kan ikke huske, hvad et helt konkret var vi diskuterede, men det var sikkert noget om, hvorvidt jeg har ret til at trække min religion ned over hovedet på folk )

Generelt er jeg imod det, som man vulgært kalder mission. Dvs. hele konceptet med, at rende rundt med en bibel og prøve at overbevise folk om, at kristendommen bare er det fedeste ever. Og at dem der ikke mener det, i øvrigt kommer til, at brænde i helvede… Det er så, i øvrigt, heller ikke den form for mission, der bliver drevet idag. Mission betyder udsendelse, og det er sådan set det eneste der ligger i det. Man bliver udsendt, til at et eller andet kristent virke, et eller andet sted i verden. Jeg arbejder med flygtninge, så det er så min ’mission’. Jeg prøver ikke at få dem til at konvertere, og jeg hjælper dem, uanset hvilken religion de tilhører. Men jeg lægger ikke skjul på at jeg er kristen, og at det er en kristen organisation, jeg arbejder for.

Det er et ekspempel på, at man blander sig. Jeg, og en masse andre frivillige, er taget til Egypten, for at blande os. For at hjælpe nogle flygtninge, som regeringen ikke gider gøre en daddel for. Det er en form for næstekærlighed.
Men den næstekærlighed, som det i virkeligheden skulle handle om, var den mere personlige. Den der drejer sig om ens nærmeste. Ikke i biologisk eller venskabelig forstand, men i rent fysisk forstand. Din nabo og din næste. Ham eller hende, som bor inde i lejligheden ved siden, eller som arbejder i forretningen ved siden af det sted, hvor du arbejder. Næstekærligheden, til de mennesker, som er lige ved siden af os, hver eneste dag, og som vi sjældent kender navnet på.

Det går mig på. Jeg syntes i den grad, at der er bekymrende, at vi ikke kender de folk vi er omgivet af. Og jeg kender det alt for godt fra mig selv. Der boede en gammel dame på etagen over mig, da jeg boede i Kbh. Pludselig en dag var hun død. Dvs. hun blev ihvertfald fundet død. Men der var ingen der vidste hvor længe hun havde været det. Hun var blevet glemt i mængden.

Hver eneste dag, bliver der holdt begravelser, for tomme kirker, fordi de folk der er døde, er blevet glemt af omverdenen. Det er fandme tragisk. Den ensomhed, der følger med, at man ikke lige får banket på døren til naboen en gang imellem, er uhyggelig.

Men det værste, og det er her min dårlige samvittighed, for alvor kommer ind i billedet, er de situationer, hvor man kunne have gjort noget.

Når man ser, at der er en, der er ved at gå mere og mere i hundene, og man ikke gør noget. Når man opdager at naboen er ude i et misbrug af den ene eller den anden art, og ikke henvender sig.

Eller når folk simpelthen falder om på gaden, og man bare går forbi uden at gøre noget. Jeg troede det var løgn, da jeg så det ske første gang, men den er god nok. Midt i København, faldt en mand om på hovedbanegården, og lå og rystede. Men det var åbenabrt ikke vigtigt nok for de 10-15 mennesker der sad lige ved siden af og drak kaffe. De kiggede på det, nogen endda med tydelig foragt, men ingen hverken forsøgte at hjælpe, eller ringede efter en ambulance… Om det var fordi staklen var usoigneret eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men flovt var det. Jeg måtte sammen med en ven, løbe derhen og prøve at hjælpe manden, som heldigvis ikke var kommet noget alvorligt til.

Og der er sgu for meget af den slags, især i Danmark.

Om det er fordi, at vi har kastet dem private del, af det sociale ansvar, som jeg mener enhver har, i det store velfærdssystems hellige navn, ved jeg ikke. Men den er gal. Folk er for ligeglade med de problemer der er fem meter fra dem.

Jeg har selv, for mange gange, undladt at blande mig, når jeg måske skulle have gjort det. Men jeg er heldigvis blevet bedre.

Her i Egypten, hvor jeg arbejder med sudanesere, er det noget andet. I Sudan og Egypten, er hele det der privatlivskoncept, ikke grebet så voldsomt om sig. Måske fordi der ikke er et velfærdssystem, og folk derfor, i højere grad er tvuget til, at tage sig af hinanden.

Men det tager sgu også lidt overhånd af og til. Her har folk lige pludselig intet privatliv, og det er jo heller ikke så optimalt. Her blander folk sig, også når det ikke er nødvendigt.

Jeg syntes det var fantastisk at opleve, den helt overvældende omsorg, som folk hernede udviste. Men modsat, er jeg nødt til at gøre alt hvad jeg kan, for at holde mit privatliv ’privat’, hvilket vil sige mere eller mindre hemmeligt. Hvis jeg ikke gjorde det, ville min vestlige levemåde simpelthen ødelægge mit forhold til mine kollegaer. De er ikke klar til en verden, hvor mænd og kvinder kan bo sammen uden at være gift, og hvor en teologistuderende og kommende præst, kan drikke øl og ryge vandpibe. Og de ville stikke næsen i det, i en sådan grad, at jeg aldrig ville få fred, samtidig med, at de ville blive enormt stødt.

Og her er jo så det store dillemma. For de ville jo blande sig i mit liv, netop for at ’hjælpe’ mig, fordi de ville mene, at de ting jeg gør er forkert. Så skal man så blande sig?! Jeg mener at man skal til en vis grad. Man skal blande sig, når folk omrking er i en situation, hvor de har brug for hjælp. Og man skal ikke være bange for at spørge ind til folk omkring en. Så kan de jo selv vælge hvad de svarer, men så har man i det mindste rakt hånden ud. Som biskoppen hernede, så smukt udtrykte det, så er det vigtigste indenfor kristen mission, at nå dem der ikke er blevet nået (To reach the unreached). Ikke med en bibel, men med en udstrakt hånd. Så kan folk tage imod eller ej, og man kan tage tingene derfra. Men man kan i det mindste tilbyde hjælp og være opmærskom på, hvor der kan være behov for hjælp.

Det endte med at blive et meget langt indlæg, allerede her ved afslutningen af min del, og jeg er ikke helt sikker på, om jeg for en anelse vild på vejen. Men så må I bære over med mig, og have medlidenhed med Charly, som hænger på at skrive en opfølger ;o)

~ Anders

—————-

Det ringer på døren.

Sløv som jeg er kigger jeg i retning af entréen. Måske hørte jeg forkert. Måske er det bare reklamer. Måske er…*riiiiing*. Nåh, ok så…

Jeg bevæger mig ud mod døren, og da min arm strækker sig frem for at åbne døren, belønnes jeg med endnu et *riiiiiing*.

Halvgnavent låser jeg op og åbner døren.

Udenfor står en ældre herre. Han er nydeligt klædt, smiler og har en brun mappe i den ene hånd.
“Goddag, må jeg forstyrre et øjeblik?”

Egentlig skulle jeg til at sige “ehm ok”, da mit blik fanger hans højre hånd. Han holder noget. Et blad. Vagttårnet.
“Farvel, siger jeg”, og lukker døren.
Han stopper døren før den smækker, og jeg hører et kort “Jamen…”

“Farvel, blev der sagt!”. *SLAM*

…og se det var heraf samtalen om, at presse sin religion ned over hovedet på folk udsprang.

For er der noget jeg bare ikke magter, så er det folk, som skal fortælle mig, hvordan verden hænger sammen. Så går jeg sgu helt i baglås, tager ladegreb og afliver deres gud på stedet. Jeg magter det ikke.
Det behøver ikke være folk der ringer på min dør. Det kan også være fanatiske religiøse, som ikke vil give sig, før hele verden har konverteret til deres tro. DØ!

Jeg er, som Anders rigtigt nok skriver, Ateist. Jeg er parat til at tro på alting, hvis blot det er veldokumenteret. I mine øjne er der ingen forskel på at tro på gud og tro på marsmænd og bermudatrekanten.
Måske især derfor er jeg meget intollerant, når folk vil prakke mig noget på.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan forlige mig med kristlige budskaber. For næstekærlighed er det svært at argumentere imod. Vi bør elske vor næste.

Det vestlige samfund bevæger sig blot i retning af, at enhver er sin egen lykkes med. Privatlivet er virkelig privat og hvad der foregår hos naboen betyder ingenting… ihvertfald ikke før det generer os, for så skal vi nok gøre opmærksom på det.

Det kan næsten undre, hvordan folk skaber venskaber i en verden, hvor folk holder sig mere og mere for sig selv. Hvor “venskaber” på internettet sidestilles med rigtige venner, selvom man gemmer sig bag anonymitet og hemmeligheder.

Men jeg tror måske, at det er svingende. Selvom der er den tendens i samfundet nu og her, så vil det kamme over på et tidspunkt. Så kommer sommerlejre og fællesture på mode igen, og fællesskabet vil blomstre.
Man skal nok også passe på med at romantisere fortiden.

Lad os se. Jeg tror det vender på et tidspunkt. Hvem vil med på Ø-lejr?

~ Charly

På ferie ‘hjemme’

Jeg har lige været på ferie i Danmark. Ikke fordi jeg lige har haft ferie, og ikke tog nogen steder hen, men fordi jeg har haft ferie og rejste ’hjem’ til Danmark. Det er noget man kan, når man bor i Egypten )

Det hele startede med, at mine nytårsplaner gik i vasken. Jeg skulle have været til Zanzibar med en veninde, som måtte aflyse, fordi hendes forældrer var kommet på surprise visit i Egypten. Øv… jeg har for det første altid gerne ville se Zanzibar, og for det andet, var hun den sidste fra min omgangskreds, der ikke havde forladt Egypten over jul/nytår. Hurtigt måtte der tænkes, og da jeg havde min kammerat Jakob på besøg, tænkte jeg: Jeg flyver sgudda hjem til DK sammen med ham, og overrasker min familie.

Kort tid efter, vedtog jeg enstemmigt idéen, og bookede billetterne.

Jeg har en gang tidligere, været hjemme i DK, imens jeg har boet i Cairo. Det var dog under ganske andre og noget mere ulykkelige omstændigheder, da der havde været et dødsfald i familien.

De to ture, endte da også med at have relativt få fællesnævnere, ihvertfald under overfladen. Begge gange røg jeg i byen med vennerne, og begge gange var der en masse familiehalløj der også skulle passes. Men første gang, havde jeg for det første ikke være væk særligt længe, og for det andet, var der en væsentligt mere trykket stemning, ihvertfald i mit eget hovede.

 

Denne gang skulle det være gak og løjer, hele vejen igennem. Jeg skulle se familien, hvilket altid er hyggeligt, og så skulle jeg fejre nytår og give den gas med vennerne, samt hænge ud på min gamle stambar.

Men for helvede, hvor sker de rmeget i andedammen på et par måneder. 6 børn er der på vej i min omgangskreds, 3 forhold, som jeg ikke engang kan huske hvornår startede, er gået i stykker, 2 børn er allerede kommet til, 3 par er blevet gift, en ven er blevet narkoman og forsvundet fra jordens overflade på grund af gæld og ballade, og min ekskæreste skal gudhjælpemig giftes… Der er fart på derhjemme…

Samtidig var jeg konstant ved at blive kørt ned, da jeg bare ikke kan omstille mig til danske trafikregler, efter at have boet i Cairo, som er en hyldest til trafikalt anarki.

 

Når man sådan tager ferie, for ligesom at koble fra, og for at få arbejdet lidt på afstand, så skal man gøre sig nogle overvejelser. Hvor er det jeg tager hen, og hvad vil det medføre. Det havde jeg ikke gjort, da jeg tog hjem. Jeg har haft mit livs mest stressede ferie. Jeg kunne ikke bevæge mig udenfor en dør, uden at der dukkede et eller andet op, som jeg på en eller anden måde, skulle tage stilling til, eller bearbejde på den ene eller den anden måde.

Det skal her tilføjes, at dette ikke er en bebrejdelse af nogen af dem derhjemme. Jeg var utroligt glad for at se jer allesammen, og havde gerne set endnu flere hvis tiden havde været til det… Jeg savner jer jo.

Men hvor var det bare anderledes, end når man tager på ferie til Grækenland, og lægger sig på en strand med en god bog.

At være hjemme på ferie, bliver hurtigt en reminder om hvor langt væk man er. På trods af, at fjernsyn og internet af og til bringer rådhuspladsen så tæt på, at man får lyst smadre de der spassere med panfløjterne, så er man godt nok langt væk.

 

Ja… mere er der vel ikke at sige. Jeg er stadig kun lige landet, og indtrykkene skal stadig falde på plads i mit hovede. Jeg har heldigvis ramt Egypten lige op til en helligdag, så jeg får mig en forlænget weekend. Så kan jeg da få slappet lidt af )

Se mig, se mig… for en milliard!

Så blev det 2008 og godt nytår til jer alle sammen!

Det er blevet valg-år, ihvertfald i USA, og derfor har kandidaterne nu travlt med at promovere sig selv.
Det gøres naturligvis bedst med store kampagner, hvor man rejser rundt over det meste af usa med et kæmpe show, der fremstiller kandidaten som USA’s, ja måske hele verdens, frelser.

Det mest interessante ved dette valg er, i mine øjne, at der denne gang er en reel mulighed for, at USA får en præsident, som ikke er en ældre hvid mand.
Jeg retter øjnene mod to af demokraternes spidskandidater: den sorte Barack Obama og den tidligere førstedame Hillary Clinton.
En sort eller en kvindelig præsident… ligemeget hvad, så bliver det interessant.

Men tilbage til kampagnerne, for en sådan promoveringstur er absolut ikke gratis.
Jeg læste netop, at de føromtalte kandidater hver har samlet over en halv milliard sammen til kampagnen.
Tænk engang. En hel milliard kroner blot for at fortælle, hvad man står for.
Med lidt national koordinering, så kunne man, via medierne, lave en fair valgkamp, hvor kandidaterne på lige vilkår fik lov at fortælle, hvad de stod for og hvor de ville hen. Det kunne med garanti gøres for nogle få millioner kroner.
Men sådan fungerer det ikke og desværre er tendensen, at det også er noget der vinder ind herhjemme.
Valgkamp handler ikke så meget om holdninger og politik. Det handler om at se godt ud, virke sympatisk og så ellers have penge til at rejse ud til hver eneste lille flække og skaffe stemmer.

Men lad os dvæle lidt ved den milliard, som nu skydes af på lysshow, fyrværkeri, optog og rejser fra i øst og vest.
Den ene milliard er jo blot hvad disse to kandidater har skrabet sammen. De andre kandidater har helt sikkert også en mønt eller to i pungen.

En milliard.

Hvad kan man egentlig få for en milliard?

For en milliard kroner kunne:

- 60 millioner mennesker sikres rent drikkevand. (kilde: DR)

- læger i nødhjælpslande arbejde ca. 30 millioner timer. (Kilde: Læger uden grænser)

- 8 millioner børn blive vaccineret fuldt. (Kilde: DR)

- 1,2 millioner AIDS-ramte mennesker få deres liv forlænget med et år. (Kilde: DR)

- man købe og drive 200 supervindmøller, som ville kunne give energi nok til ca. 20.000 danske hjem. (Kilde: windpower.org)

- man som privatperson købe 4,5 millioner CO2 kvoter, svarende til 13,5% af Danmarks samlede CO2-kvoter. (Kilde: Dong)

Jo, man kunne skam gøre meget gavn med så mange penge.

Heldigvis er jeg sikker på, at den kommende præsident vil tage hånd om mange af ovennævnte problemer. Ganske som USA jo har for vane… eller?

Tanker fra en juledag…

Jeg gik alene rundt i byen idag og klarede de sidste juleindkøb, og når man sådan går rundt alene, så har tankerne helt frit løb. Det kommer der mange interessante tanker ud af. Nogle af dem vil jeg dele med jer her. Nogen med kommentar, andre blot som det spørgsmål, der satte sig fast i hovedet på mig på vej rundt i København.

1. Troede tiggeren virkelig, at det ville hjælpe ham at blive sur og råbe ad mig?
Jeg gik forbi ham. Han sagde “må jeg stille dig et spørgsmål?”. Jeg ignorerede ham… og så flippede han skråt. “Du kan i det mindste svare!!!”. Tja, det kunne jeg, men jeg vidste hvad du ville, og svaret var nej. Jeg gider jer ikke, sorry!

2. Hvis jeg giver hundrede kroner til manden med “Jeg er sulten”-skiltet, hvad gør han så?
Har han et nyt skilt eller? “Jeg er tørstig” måske?

3. Folk stresser rundt, tænk at de gider… og hvad med dig selv, Charly?
Jeg sad og spiste frokost, efter jeg havde gjort mine sidste juleindkøb. Sad og tænkte over, at det var utroligt, at folk gad at stresse sådan rundt. Det hjælper jo hverken på humøret eller hastigheden, at man stresser… Men pludselig gik det op for mig, at jeg sad og var lettet og tilfreds, for alle mine gaver var købt, og nu kunne jeg endelig læne mig tilbage og blot holde ferie. Måske er vi bare bygget til lidt julestress? Nuvel, i det mindste så har jeg snakket og smilet til alle ekspedienterne. De møder så mange sure og stressede folk… det skal fanme ikke være mig!

4. Mon druksutterne kunne indtage verden?
Jeg får de bedste idéer og har det største engagement, når jeg er fuld (det er vi vist flere der gør). Hvis jeg var fuld konstant, så skulle jeg satme redde verden… hvis jeg kunne gå.

5. Var julen bedre i gamle dage?
Jeg tror det faktisk ikke… i gamle dage var man bare barn, og det hjælper enormt på julen!

6. Hvorfor løber folk efter Metroen?
Der kører et tog hvert 5. minut… har man virkelig lov at have så travlt?

7. Ved folk at der er flotte offentlige toiletter under bus-terminalen på rådhuspladsen?
Jeg tror det ikke, for folk bliver ved at suse over på Burger-King og MacDonald’s for at gøre. Damn, deres toiletter er så klamme, at hvis jeg er på Burger-King, så går jeg sgu over på Rådhuspladsen, hvis jeg skal. Seriøst!

8. Hvad skal jeg sige, hvis jeg bliver passet op af Politiet?
Ja, jeg ved det, det er fanme en mærkelig ting, men det dukkede sgu op i hovedet. Jeg har ikke gjort noget forkert… endnu ihvertfald, så det er helt irationelt, men jeg så en politibil og tænkte, hvad fanden siger man så? “Ehm hej? Jeg…øøh… jeg… vi… vi er jo næsten… altså… kollegaer?”. Nej, ok. Det var ikke en bombe. Videre med dem.

9. Hvorfor siger de på hovedbanen, at der i øjeblikket er lommetyve, når beskeden lyder hele tiden?
Højtalerne på hovedbanen fortæller hver halve time (er mit indtryk): “Der er i øjeblikket lommetyve på hovedbanegården…”. Men beskeden lyder hele tiden og hver dag. Er det så fair at sige “i øjeblikket”?

10. Hvorddan får jeg sagt god jul til alle dem jeg gerne vil?
Hehe, det er ikke noget at stresse over, jeg starter da bare her:

Glædelig jul til jer alle, til jeres familier, jeres kære, jeres dyr og tinsoldater… og spis nu ikke for meget. (Ellers er der glimrende toiletter på Rådhuspladsen)

Engrish

Engelsk er et fantastisk praktisk sprog at kunne, ihvertfald når man kan det.

Men det er sjovt, som der er så mange, der taler det, uden at have den helt store ide om, hvad det egentligt er de siger.

 

Charly og jeg kom til at snakke om det, og besluttede, at dette blogindlæg skulle dedikeres til sprogforvirring.

 

Jeg arbejder, som nævnt i et tidligere indlæg, i en flygtningeorganisation. Det er en lingvistisk udfordring af rang, da der ikke er noget sprog, som alle i organisationen forstår. Primært klarer vi os med arabisk og engelsk, og engelsk er det officielle arbejdssprog.

 

Og hvor er det vidunderligt, at komme på arbejde om morgenen, til synet af en storsmilende sudaneser, der rækker hånden frem, og i en smørre siger: ”Hello Mr. Anderson, how are you fine yes I’m fine thank God”. Det er sådan en remse de har lært, ved at høre for mange vesterlændinge have præcis den ordveksling. De har bare ikke fanget at der er en ordveksling, og lirrer derfor hele remsen af selv, hvorefter man står tilbage og ikke helt ved hvad man skal sige. Det er en stor udfordring at føre en samtale med en person, der stjæler ens replikker. Især når vedkommende i øvrigt ikke forstår hvad jeg ellers siger på engelsk, og derfor forventer, at jeg hilser på arabisk. Mit arabiske er ikke noget at råbe hurra for, men jeg vil vove at påstå, at jeg i det mindste ved hvad jeg siger. Som regel klarer jeg skærene med et hurtigt smil, et ”Illhamdulillah”(thank god), efterfulgt at et blik, der viser at jeg har meget travlt, og er nødt til, at skynde mig videre.

 

Men jeg har oplevet værre situationer. Før jeg tog til Egypten, arbejdede jeg ved International Health Insurance. Jeg sad i deres alarmafdeling, og var dagligt i kontakt med hospitaler over hele jorden.

Herunder, også asien. Kinesere og japanere, er stolte mennesker. Det kan man sige meget positivt om, og det er der masser af mennesker der har gjort, så jeg vil ikke tilføje mere her. Men når det kommer til at tale engelsk, så er stoltheden et problem. De fleste af dem forstår ikke vanvittigt meget engelsk, og taler som regel endnu mindre. Det er et problem, når man ikke vil indrømme, at man nok burde bede sin kollega om hjælp, eller simpelthen erkende, at man er kommet til kort, og ikke forstår hvad modparten siger. Det har jeg endnu ikke oplevet en japaner eller kineser der kunne. Til gengæld har jeg, i et forsøg på at få tilsendt nogle røntgenbilleder, talt med en receptionist, som kyndigt stillede mig videre til regnskabsafdelingen, derefter videre til børneafdelingen, så tilbage til receptionen, videre til en meget hidsig regnskabsdame, som ikke forstod hvorfor jeg blev ved med at forstyrre hende, hvorefter jeg lagde på, og sendte en fax. Jeg har af den erfaring, og mange lignende, lært, at når man har med asiater at gøre, skal man tale meget meget tydeligt, anlægge en lettere nasal accent, og bruge et meget primitivt ordforråd. Så kommer man til gengæld overraskende langt. ”Yes, I call from Danish company. I need picture of broken foot yes.” og pling, så har man røngtenlægen i røret. Det samme gælder for øvrigt indere, men accenten skal være lidt mere dr. Bombay agtig. Det er utroligt at det er det der skal til, men det virker. Og når de af og til siger merry christmas til en, i juni måned, skal man bare lade være med at tænke over det. Der er en hel del kinesere der tror at det betyder farvel, lader det til.

 

Sprog er fantastiske. Primært til formidling af information, men af og til, mere til forvirring af information, og glimrende morskab. Bagefter om ikke andet. Men hvor kan det være håbløs frustrerende, når man står midt i situationen. Man sprøger efter buffeten, bliver peget i retning af toilettet, og tænker, her kommer jeg aldrig igen.

Nedeunder ses et eksempel på, hvor galt det af og til går…

-Anders )

Løn som fortjent?

Jeg skal aldrig nogensinde have et lønnet arbejde for en nødhjælpsorganisation. Folk ville jo få ondt i røven over, at man fik penge, som kunne bruges til nødhjælp.
Et job, som på et hvilken som helst anden arbejdsplads ville give en god løn, er nødt til at være lønnet absolut minimalt, for ellers stiller folk åbenbart spørgsmålstegn ved, om pengene er brugt korrekt.

Det er man selvfølgelig i sin gode ret til, for pengene kommer jo oftest fra befolkningen selv.
Men pludselig er det som om, alle er virksomhedsspecialister og udemærket ved, hvad der kræves af folk og hvad de fortjener i løn.

Jeg kan på ingen måde se, at Røde Kors skulle adskille sig fra andre virksomheder, når det handler om ansættelsesforhold. De konkurrerer med alle landets virksomheder om at få de bedste folk, og må derfor også kunne matche deres tilbud.
Jeg er ked af at sige det, men humanitært arbejde kører bare ikke sig selv.

Jeg har selvfølgelig taget udgangspunkt i den verserende sag om Jørgen Poulsen og hans aftrædelsesgodtgørelse.
Folk, og især pressen, har enormt tralvt med at dømme Jørgen Poulsen som en grisk skiderik, som bare vil hive penge ud af Røde Kors.
Det kan udemærket være, at han er det, det skal jeg ikke gøre mig til ekspert på. Men mange synes åbenbart af den holdning, at man, som direktør for Røde Kors, ikke kan gøre krav på den slags penge.
Men hvorfor skulle man ikke det?

Nu ved jeg godt, at sagen her er lidt mere kompleks, men mit indtryk er, at der fokuseres på beløbet og på organisationen.
Havde der været tale om 50.000 kroner, så havde det ikke været et problem, og havde det været hos Mærsk eller en anden stor virksomhed, så havde det ikke engang været bagsidestof på 24timer.

Men nu drejer det sig om 2.000.000 kroner (som nu er blevet til 750.000) og Røde Kors, og så er sagen åbenbart en anden…

For meget af det gode…

“Aaaaarh, det var vist for meget af det gode…”
Det er et fantastisk udtryk. For meget af det gode. Det er jo en talemåde, som er lidt af en balanceakt. På den ene side har vi “for meget”, som er negativt, og på den anden side “det gode”, som er positivt.
“For meget af det gode” kan altså omskrives til “negativt af positivt” eller på ligningsform: -(+), og siden negativ gange positiv giver negativ får vi altså: -(+) = -

Ud af det kan vi udlede, at “for meget af det gode”, ikke overraskende, er en negativ ting. Det sjove er, at hvis man istedet for “for meget” har “for lidt”, så er ligningen fuldstændig  den samme. For når både “for meget” og “for lidt” er negativt, så kan “det gode” være nok så positivt, vi ender alligevel negativt.

Den eneste mulighed vi, i denne sammenhæng,har for at ende positivt er, hvis “for meget” bliver til “nok”. For har vi “Nok af det gode”, så er vi glade. Hverken for lidt eller for meget, det er godt.

En interessant tanke er, om “det gode” vedbliver at være godt, når der er for meget af det, eller om man i virkeligheden har nok af “det gode” og så er fyldt op med noget dårligt, som eliminerer det gode ved “det gode”.

Vi kan forsøge at løse det med en ligning. Vi ved at “Nok af det gode” er positivt og “for meget af det gode” er negativt. Vi forsøger at finde ud af, om forskellen mellen “nok” og “for meget” er positiv eller negativ:
“nok” + X = “for meget => (+) + X = (-)

AHA!
Det bringer os jo frem til, at for at ligningen skal passe, må X have en større negativ værdi end værdien af (+).

Altså kan vi konkludere, at så snart vi har nok af “det gode”, så vil den yderligere mængde af det gode vi tilføjer have enorm negativ værdi og altså ikke længere være godt.

Vi kan altså kun fylde bægeret med “det gode” indtil vi har nok, derefter er det ikke  længere “det gode” men nærmere “det dårlige”.

Konklussionen er: Man kan aldrig få for meget af det gode!

God weekend!

~ Charly

Religionsdialog

Jeg arbejder i øjeblikket i Egypten. Jeg har to jobs hernede. I det ene, sidder jeg i ledelsen af en flygtninge organisation, i det andet arbejder jeg med religionsdialog.

Det her indlæg skal handle om religionsdialogen.

Religionsdialog er et difust begreb, af flere årsager. For det første, er der ikke den store enighed om, hvad dialog er, blandt de folk der arbejder med religionsdialog. For det andet, er det ret svært at definere religion.

Dialog kan, især i en postmoderne verden, med en temmelig subjektiv sprogopfattelse, være utroligt mange ting. Oversætter man ordet fra græsk, betyder det samtale. Men samtale er heller ikke særligt præcist defineret.

Mange af de folk der arbejder med religionsdialog, lader til at have den opfattelse, at der er tale for en form for forsvar af deres egen religion, en ’nedskydning’ af de andres religion, eller simpelthen en form for, mere eller mindre indirekte, forsøg på at få modparten til at konvertere. Jeg vil ikke bruge ordet mission, da opfattelsen af mission, som et forsøg på at omvende folk, er totalt misforstået.

For mig, er religionsdialog en samtale om religion. En samtale, der skal skabe et kendskab blandt andre, omkring min religion og give mig et bedre kendskab til andres religion.

Her er det vigtigt at lægge mærke til, at jeg siger ’min religion’ og ’andres religion’ og ikke kristendommen (da jeg er kristen), og andre religioner.

Det leder os nemlig hen til det næste problem. Definitionen af religion.

Jeg har i den grad, i løbet af mit nu 4 måneder lange ophold i Egypten, lært, at religion er noget der må opfattes meget subjektivt. Det vidste jeg godt allerede da jeg tog herned, men jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvor radikalt forskellige opfattelser der er, af hvad det vil sige at være kristen og hvad det vil sige at være muslim. Her vil jeg primært tale om forskellene inden for kristendommen alene, da det ellers ville blive et alenlangt indlæg, og mit kendskab til islam, stadig er for begrænset, til at jegvil sidde og gøre mig klog på interne forskelle. (I kan evt. Få Charly til at google dem for jer ;o)

Jeg kommer fra en meget liberal kristen tradition. Jeg går normalt ikke i kirke hver eneste søndag. Jeg sidder ikke dagligt fordybbet i bøn. Jeg beder ikke bordbøn. Jeg drikker, fester og kan nok ikke heller ikke løbe fra, at jeg har haft sex før ægteskabet. Men personligt, ser jeg ikke noget af dette, som et problem i forhold til min kristne tro. Det er ikke fordi jeg ’bare’ er kulturkristen, eller hvad man folk nu vælger at kalde det. Jeg ser mig selv som dybt kristen. Min tro er en vigtig del i alle aspekter af mit liv. Jeg har ud fra min tro, taget stilling til alle de ovennævnte emner, og mener ikke, at jeg går på kompromis med det kristne budskab.

Det er der af og til danskere der har svært ved at forstå. Mest fordi de har et meget middelalderligt syn på kirken og kristendommen, hvilket jeg ikke bebrejder dem. Kirken hjemme i Danmark trænger til et los i røven.

Men her i Cairo, hvor jeg er omgivet af folk fra andre kulturer, andre kristne samfund (i mit arbejde) og fra alverdens muslimske samfund (når jeg går på gaden, handler ind, går i byen osv.). opdager jeg, hvor stor forskel der er, bare på kristne. Det er fuldstændigt utænkeligt, for mange af de folk jeg arbejder sammen med, at jeg, som kommende præst og en god kristen i øvrigt, skulle kunne finde på, at drikke mig fuld, at have sex uden at være gift, og sågar bare at ryge cigaretter eller vandpibe.

Kristendommen alene, spænder så vidt, at jeg ofte oplever, at have mere til fælles med liberale muslimer, end jeg har med konservative kristne.

Derfor kan man så spørge, hvorfor man overhovedet skal have en religionsdialog, når det hele nu er så difust alligevel. Er det lidt fjollet, at sætte muslimer og kristne sammen, for at snakke om deres religion, hvis de ikke engang er enige indbyrdes?

Men nej, det mener jeg ikke at det er. Netop derfor er det vigtigt, at få dialogen igang. Det er på den måde, at vi opdager hvor forskellige vi er internt, i den kristne verden, og i den muslimske. Det er på den måde, at vi finder ud af, at de fordomme, som vi gladeligt tillægger folk fra en anden tro, ofte passer lige så godt, på grupper fra vores eget samfund. Religioner er ikke faste størrelser, som vi kan dømme over en kam. Troende folk, er stadigvæk individer, med individuelle holdninger, og verdenssyn, både indefor kristendommen, islam, budhisme, hinduisme, jødedom og hvilken religion folk ellers tilhører. Og det er vigtigt, at folk er opmærksomme på det!

-Anders

Google er din ven!

I løbet af de næste minutter, vil jeg gøre dig til professor. Sådan, Jørgen! En firkantet hat med kvast, og nu ved du alt, hvad du bør vide.
Ok, måske har jeg ikke lige diplom til dig, men så kan jeg ihvertfald give dig et par gode råd til, hvordan du fremtræder langt klogere og alvidende, end du i virkeligheden er.

Det er lidt af en risiko, jeg løber her. For om et par minutter har du måske mistet respekten for mig, og har ikke længere tiltro til, at jeg i virkeligheden ved, hvad jeg snakker om.
Tilgengæld er der en chance for, at jeg får færre spørgsmål på messenger om det ene og andet fremover. (Uden at det skal lyde beklagende)

Folk har en tendens til, at spørge omkring sig, før de undersøger sagen selv. Jeg ved ikke, om det er en vane fra dengang, hvor “at undersøge sagen” betød et biblioteksbesøg.
Jeg har ihvertfald kraftigt på fornemmelsen, at folk enten ikke kender googles kræfter eller ikke ved, hvordan de skal udnytte dem.

Det vil jeg gerne ændre lidt på.

Lad mig give et eksempel (Vi glemmer lige mit kendskab til SQL):

Messenger-besked: Hej Charly, kender du noget til SQL?
(Jeg ser emnet, og skynder mig på google. I søgefeltet skriver jeg SQL, og første hit er wikipedias side om SQL. Jeg kunne også med det samme gå til wikipedia, men jeg bruger som regel google som udgangspunkt. I allerførste linje har jeg en del af svaret.)
Mit Messenger-svar: Jo, hvis det er Structured Query Language vi taler om… så en smule, jo.
(Jeg giver her indtryk af, at jeg ved noget, som jeg i virkeligheden bare lige har slået op.)
Messenger-besked: Ok, ved du hvordan jeg vælger alt fra en tabel?
(Nu bliver jeg så stillet et teknisk spørgsmål, som jeg egentlig ikke aner en plov om. Så igen er det på google. Hvis jeg vil have det bedste ud af søgningen nu, er jeg nødt til at oversætte til engelsk. Så min google søgning går på “Select all from tabel SQL”. Igen er jeg heldig. Den første side giver mig eksempler på SQL, så jeg kan svare.)
Mit Messenger-svar: Er det ikke noget med SELECT kolonnenavne FROM tablenavn?
Messenger-besked: Jo sgu da! Du er genial.

Ja, gu er jeg så.

På samme måde, så får jeg rigtig tit spørgsmål vedrørende fejl på computere, hvor der popper en beskedboks op med en fejl.
Det allerbedste at gøre her er, at kopiere eller skrive fejlen på google, og søge. Oftest får man et hit, hvor andre har været ude for det samme.

Sværere er det ikke.
Hvis jeg ikke kan finde svaret via google, så er sansynligheden meget lille for, at jeg kan finde det andre steder.

Folk skal naturligvis bare spørge, hvis de er i tvivl. Jeg søger gerne for dem. Men jeg kunne godt tænke mig, at folk bare prøvede inden. Jeg får tit spørgsmål, hvor jeg kan kopiere det folk har skrevet direkte ind i google og finde svaret. Så har folk altså ikke gjort en indsats.

Google er din ven!

Lad mig slutte af med lidt sjov:

Skulle du have lyst til, at søge efter MP3 filer eller eBooks, så er her et lille trick.
I google søgefeltet skriver du:
intitle:index.of +”Titel”

Erstat “Titel” med det du vil søge på. På denne måde kan man søge efter filer via google.

MP3:
Det kan specificeres lidt mere, for at ryde op i søgningen.
intitle:index.of “mp3″ +”Titel/Kunstner” -htm -html -php -asp “last modified”

eBooks:
intitle:index.of “pdf|doc” +”Titel” -htm -html -php -asp “last modified”

…og således kan man blive ved. Jeg skal naturligvis minde om, at kopiering (dermed download) af copyright-beskyttet materiale ikke er lovligt.

God søgning!

~ Charly
…powered by google